The Forty Club’s Jubilæumstur

 

Marian og jeg havde den fornøjelse at deltage i The Forty Club’s 75 års jubilæumstur til Hongkong og Australien. Turen strakte sig over knap en måned fra den 14. februar til den 10 marts med 2 kampe i Hongkong, 7 kampe i Sydney’s omegn, hvorefter vi fløj videre til Moololaba (Sunshine coast) for yderligere 3 kampe. Jeg spillede selv den første kamp i Hongkong og fik et kasteresultat på 1 for 37 på 6 overs. Anden kamp var jeg oversidder, og vi brugte hele dagen som turister med at besøge diverse markeder og sluttede af på The Peak. Desværre var der overskyet den dag, så udsigten ned over Hongkong med lysene på de høje bygninger, blev der ikke noget af. Jeg er sikker på, der er gået mange Formel 1 kørere tabt i de taxachauffører, der ræser rundt i Hongkong. Det var da en oplevelse at køre med dem.

 

 

Videre gik turen til Sydney, hvor jeg spillede 4 kampe og jagtede mit første gærde i Australien. Det blev ikke til noget i Sydney, men turene som turister, f.eks. til Blue Mountains, den olympiske by, Sydney Tower og naturligvis operahuset, dem husker vi.

Jeg husker også Paramatta Cricketground, den flotteste bane jeg har spillet på. Videre til Moololaba ved Brisbane, hvor jeg spillede min første day/night kamp nogen sinde på Caloundra Cricketground.

 

 

I den sidste kamp på turen for mig lykkedes det endelig at få et gærde, oven i købet 2 af slagsen. Det var sikkert kun fordi, Ole og Lis var dukket op som tilskuere til denne kamp (tak for det Ole og Lis)

 

Vi var også til spisning hos Stuart Spalding. Det var da godt nok lidt af et palads, han havde fået bygget sig. Hele tour-holdet (52) kunne sidde og spise i køkkenet. Selvfølgelig havde han egen kastegård i baghaven, imponerende !

Sidste dag før hjemrejsen var der fællesspisning, og der blev holdt et par taler og uddelt nogle priser. Jeg fik en for:”Throwing the best handgranat’s on the tour” Sjovt indslag. Ole Christiansen vil nok give mig ret i, at jeg også burde have haft en for ”Best dressed on the tour”(se billede)

 

Spøg til side. Turen var en kæmpe oplevelse for Marian og jeg selv. Til sidst vil jeg lige nævne at der i oktober måned bliver arrangeret en tur til Malta af The Forty Club. Der er plads til et par danske spillere, så hvis det var noget for dig kan du tilmelde dig hos Ron Hart (ronhart@tiscali.co.uk). Da der ikke er uanede pladser, vil det blive efter først til mølle princippet.

Mvh.

Erik D. Andersen

Fredericia Cricketklub