Hvis battet kunne tale

Peter Fredberg og Ole Stan Mortensen med PR-battet, som 9. september 2011 på Sorø Akademi skal uddeles for niende gang.

 

Af Peter Fredberg, B.T.

 

Idéen til kampen Fredberg All Stars versus Mortensen’s XI havde Ole med hjem fra England. ”Kan du få pressen med på holdet, er der chance for, at den sætter større fokus på cricket,” filosoferede Stan Mortensen.

Hensigten var god nok. Om den årlige event har givet sporten mere omtale, dét er en anden sag. Cricketspillende skriverkarle er som bekendt en mangelvare. Men under alle omstændigheder har spillerne på de to hold haft nogle gemytlige kampe.

Den første kamp blev spillet på Svanholms bane i 1995. Til lejligheden havde Ole skaffet et PR-bat, som han kaldte det. Det er overrakt de otte gange, kampen er blevet afviklet.

Sidste år i Køge gik det til Forty-præsidenten Ole Christiansen. Uden hans indsats og Forty-klubbens opbakning ingen kamp. Så kort kan det siges.

Lader man blikket løbe ned over messingpladerne, giver det et stik i hjertet, når man ser navne Ole Pedersen og Peter S. Hargreaves. Ole var i mange år journalist på Ekstra Bladet i Odense og en af ildsjælene i Pressens Cricket Club. Og Peter – ja, han var simpelthen Mr. Cricket i Danmark.

Fredag 9. september er datoen for den niende kamp i rækken. Og stedet er valgt med omhu og med kampens legendariske dommer, Flemming Balstrups medvirken. Den spilles på Sorø Akademi med efterfølgende spisning i akademiets hellige haller. Det var på Sorø Akademi, cricketsporten blev introduceret i Danmark i 1865.

Kampstart kl. 16.30. Mødetid kl. 16.00. 25 overs. Er du interesseret, så kontakt Ole Stan Mortensen, tlf. 2931 9988. Først-til-mølle princippet.

Lidt statistik: De første syv år vandt Mortensen’s XI, men sidste år var det endelig Fredberg All Stars’ tur til at smage sejrens sødme.

Modtagere af PR-battet: 1995: Peter Fredberg. 1997: Ole Stan Mortensen. 1998: Ole Pedersen. 2004: Niels Torp. 2005: Jan Hansen. 2006: Peter S. Hargreaves og Flemming Balstrup. 2007: Jan Rasmussen. 2010: Ole Christiansen.