Legends versus All Stars


Peter Fredberg, tv., og Ole Stan Mortensen med det berømte PR-bat.

 

Af Peter Fredberg, BT

Idéen til den efterhånden historiske kamp mellem Mortensen’s Legends og Fredberg All Stars havde Ole Stan Mortensen med hjem fra England, hvor han spillede med succes i Derbyshire CCC i årene 1983-94.

”Du skal have pressen med på holdet,” filosoferede han, da vi snakkede om den sparsomme omtale, cricket fik i danske medier.

Om det lykkedes at sætte større fokus på den nichesport, cricket er i Danmark? Tja, det er nok tvivlsomt. Men under alle omstændigheder har de spillere, der siden 1995 har været med i kampene mellem Legends og All Stars, haft nogle herlige oplevelser.

Til den første kamp på Svanholms bane havde Ole skaffet et PR-bat, som han kaldte det. Det er nu blevet overrakt 14 gange.

Lader man blikket løbe hen over messingpladerne, giver det et stik i hjertet, når man ser navnene Ole Pedersen og Peter S. Hargreaves, som ikke er her mere. Ole Pedersen var i mange år journalist på Ekstra Bladet og en af ildsjælene i Pressens Cricket Klub i Odense. Og Peter – han var simpelthen Mr. Cricket i Danmark.

Forty Club med daværende præsident Ole Christiansen i spidsen har gennem årene trukket et kæmpelæs med at samle spillere, og Ole C. blev hyldet med PR-battet i 2010.

I 2011 blev der spillet på hellig grund på Sorø Akademi, hvor cricketsporten blev introduceret i Danmark i 1865. Et fornemt arrangement, som Legends-All Stars skylder Flemming Balstrup stor tak for.

Listen over modtagerne af PR-battet ser sådan ud:

1995: Peter Fredberg.

1997: Ole Stan Mortensen.

1998: Ole Pedersen.

2004: Niels Torp Andersen.

2005: Jan Hansen.

2006: Peter S. Hargreaves og Flemming Balstrup.

2007: Jan Rasmussen.

2010: Ole Christiansen.

2011: Ole Olsen.

2012: Jesper Jensen.

2013: Steffen Meibom.

2014: Søren Clausen.

2015: Johan Luther.

2016: Glenn Larsen.