Billeder fra Trekantturneringen 2010


Holland var suverænt det bedste hold og vandt let over både det danske og engelske fortyhold.
Dansk Forty XL spillede 5 kampe og vandt de tre. To opvarmningskampe samt den afgørende kamp i Præsidents-Cup mod Hollænderne.
Ganske godt gjort af de kun 11 tilmeldte spillere - spille en kamp hver dag på mellem 35 og 45 overs - og så i den alder - uden skader af betydning. Flot.
Steffen Meibom måtte dog have en storetånegl trukket af efter hjemkomsten. Han kunne nu også bare have ramt den bold med battet, så var det jo aldrig sket.
Det var igen en dejlig turnering med godt cricketspil i gode venners selskab.

Peter og Preben i den afsluttende og pointgivende gærdestand.
Forty XL i de flotte "arvestykker" fra DCF. Der er delte meninger om brugen af ordet flot i denne forbindelse. Man tog dem dog på. Et par af jakkerne kunne ikke nå helt rundt, men det blev der bødet på med et slips, som man kan se. Herren yderst til højre regnede med, at det var et brystbillede, så han skiftede ikke stumpebukserne ud med et par lange. Efter brug af dette billede på hjemmesiden, vil det blive lagt i fjernarkiv. Præsident Ole Christiansen holdt igen en nydelig tale ved åbningsceremonien. Den indeholdt såvel seriøsitet som humor, bl.a. understregede Ole det værdifulde i de venskaber, der bliver skabt under afviklingen af Trekantturneringen, samt at vi gik efter pokalen i år, som vi gjorde forrige gang, hvor vi efterfølgende vandt den 3 år i træk. For at understrege alvoren i udsagnet overvejede han selv at starte som åbningsbowler. Prematchen mod englænderne blev ualmindelig spændende. Som det ses af resultattavlen vandt vi med 193 mod 189. På sidste bold i sidste over skulle det engelske hold blot score 4 point. Jan Østergård kastede igen formidabelt og væltede næste hele gærdet. Spillernes ansigtsudtryk viser tydeligt glæden over endnu en sejr efter en velspillet og veloverstået kamp. Steffen Meibom, Steen Østergård og Glenn Larsen måtte trækkes efter at have scoret 40 point.
Hollands præsident Duco Ohm kalder her til start på onsdagens kamp, som var mellem Forty XL og Forty Club. For de uindviede er Forty XL dansk og Forty Club engelsk. Det blev til engelsk sejr. Forty XL gik først til gærdet og scorede kun 128 point på 45 overs. Englænderne var stærkt kastende, kun to af vore spillere kunne modstå presset. Det var Glenn Larsen med 51 point og Ole Olsen med 31. Sidstnævnte var ankommet dagen før og deltog kun i de 3 dage, selve turneringen varede. Forty Club nåede scoren på 23 overs, og Jesper Olesen var bedste danske kaster med 2 for 46. Her ses hvad det hele drejer sig om. Aksel-Morild-Pokalen (vundet af Holland) og Præsident-Pokalen (vundet af Danmark). Og dog, det drejer sig mere om venskaber og kærlighed til cricket. Måske også et usagt forsøg på at holde liv i en sport vi alle har elsket gennem mange, mange år og nødig ser forsvinde. Under den afsluttende præmieoverrækkelse modtager Forty XL's anfører Jan Østergård Præsidents-Pokalen af den Hollandske præsident Duco Ohm. Det er ikke fordi Jan er lille, men den hollandske præsident er stor.



Print siden
Toppen